Kirketjener Lisbeth Bjerre er sammen med organisterne Charlotte Husted og Hans Gundesen klar til Høstgudstjeneste

Høstgudstjeneste!? Eller hvad har kirken med høsten at gøre?

Alle, som har med landbrug at gøre, håber på, at høsten bliver god. Sådan er det hvert år, men hvad med os andre? Hvad betyder høst for os og hvad har høst med kirken at gøre?

Dengang samfundet var helt afhængigt af høstens udkomme, blev det fejret i kirken med en takkegudstjeneste. Når det at blive mæt ikke er en selvfølge, så kalder det på taknemmelighed, at høsten kommer i hus.

I dag er de færreste af os landmænd, og de fleste af os bliver mere end mætte hver dag. Ikke desto mindre er der stadig grund til at sige tak til Gud for maden og for livet – for uanset, hvor dygtige vi er til at klare os selv, så er det stadig Guds gaver til os.

Derfor: Når kirken er smykket med aks og frugt, så er det ikke bare pynt – det er en påmindelse om alt det, Gud giver os, så lad os mødes i kirken og sige: Tak!

Høstoffer - en måde at give udtryk for sin taknemmelighed

Når vi samles til høstgudstjeneste samler vi penge ind, til dem der er mindre privilegerede end vi selv er. Det kaldes et høstoffer. Høstofferet er et synligt udtryk for vores taknemmelighed og et ønske om at give af sit overskud. Det vi har fået, skylder vi at dele med andre.

Det varierer fra kirke til kirke, hvordan man samler ind, når man holder høstgudstjeneste. Nogle steder går man op til alteret med sin gave, som et led i gudstjenesten. Andre steder holdes der auktion efter gudstjenesten. Uanset hvad kan man altid lægge sin gave i kirkebøssen ved kirkens udgang.