Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Ved en begravelse foregår jordpåskastelsen ved graven, mens den foregår i kirken, når det drejer sig om en bisættelse
Ved begravelsen viser blomsterne livets glæde og forgængelighed

Begravelsens symboler

Jord

Jordpåkastelse er en central del af begravelsesritualet i folkekirken. Ved både en begravelse og en bisættelse kaster præsten jord på kisten tre gange, mens afdøde tiltales med ordene: af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå. De tre håndfulde jord symboliserer bevægelsen: Liv – død – liv. Og de skal minde os om det løfte, vi modtog, da vi blev døbt. At Gud er med os i livet, i døden og i det evige liv.

Det betyder, at vi er født som jordiske mennesker. Vi er skabte af Gud, som hele den jordiske verden er det. Med til at være et jordisk mennesker hører, at vi engang skal dø og vende tilbage til jorden. Vi er en del af det biologiske kredsløb.

Men vi er mere end jord, siger det kristne menneskesyn. Vi er også åndelige mennesker, fordi Gud har skabt os i sit billede. Troen på Jesus' opstandelse giver os håb, at også vi skal opstå fra de døde. Vi kan ikke vide til hvad eller hvordan. Men ligesom Jesus lagde sit liv og sin død i Guds hånd, kan vi gøre også det.

Ved en bisættelse foregår jordpåkastelsen inde i kirken, og ved en begravelse foregår det ude ved graven.

Kors

Fælles for alle kirkelige ritualer er, at der slås korsets tegn. Både ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Korsets tegn er også en del af velsignelsen, som er en del af enhver gudstjeneste. 

Korset er kristendommens stærkeste symbol. Korset var oprindelig et torturinstrument, men efter at Jesus stod op af graven, blev det kristendommens egentlige symbol på, at liv og kærlighed har sejret over død og mørke. Der er oftest kors på kisten, ligesom korset er at finde i stort set alle kirker.

Blomster

Blomster er et symbol på liv og frugtbarhed, men dermed også forgængelighed. De vokser op, blomstrer og dør, som mennesket gør det.

Blomsterne kan også være et symbol på bekymringsløshed og det at leve i nuet. Jesus siger, at vi skal se på markens liljer, for de bekymrer sig ikke, men blomstrer. Der er også blomster på kirkens alter. 

Når vi giver hinanden blomster, er det et tegn på deltagelse. Vi giver hinanden blomster i både glædelige og i svære situationer. Når et par skal giftes får bruden en brudebuket, og på kirkegården sætter vi blomster på gravene. I forbindelse med en begravelse bærer vi blomster ind i kirken og lægger dem foran kisten ned gennem kirkens midtergang. Oftest er kisten pyntet med blomster. Det kan være den afdødes yndlingsblomster eller årstidens blomster.

Senere lægger kirkegårdens personale blomsterne på graven eller på det sted, hvor urnen senere skal sættes ned. Der er tradition for, at familierne efter mindesammenkomsten kommer tilbage til kirkegården og ser blomsterne.

Død og opstandelse

Vi ved, at ethvert menneske fødes og dør. Det er vores fælles grundvilkår og forudsætningen for det, vi kalder jordisk. Vi ser det ske i naturen hver dag: Noget må dø, for at nyt liv kan spire frem.



En begravelse i kirken handler også om det grundvilkår, at ethvert menneske fødes og dør, og på den måde indgår i en slægt. Alle, der er samlet i kirken, er fælles om at kende afdødes historie. Derfor tales der også om ham eller hende ved begravelsen.



Med ritualet i kirken bliver det enkelte menneskes fortælling sat ind i en større fortælling. En fortælling, der ikke alene handler om det, vi ved, men også om det vi tror og håber på. 

Historien om Jesus handler om, at Gud blev et menneske som os. Han blev født, han led og han døde. Men sådan endte det ikke. Jesus opstod af graven og gav os håbet om, at det samme vil ske for os. Vi er ikke bare jordiske og kødelige mennesker, vi har også fået Guds Ånd. Derfor kan vi tro og håbe over al forstand.



Begravelsesritualet minder os om det løfte, vi modtog, da vi blev døbt: Gud er med os i livet, i døden og i det evige liv