Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Menighedsrådet er ikke kun for 60+

 

Menighedsrådsarbejde giver spændende kompetencer

"Jeg kan kun varmt anbefale andre at stille op til menighedsrådet. Her er mulighed for at få kendskab til økonomi, personaleledelse, PR- og kommunikation, samarbejde på tværs af forskellige faggrupper, ”bestyrelsesarbejde” og mange andre kompetencer," lyder det fra Kirsten Kolby, der nu har været medlem af Tarm Menighedsråd i to perioder – otte år. Hun har været formand i alle otte år.

Forskellige udvalg

Menighedsrådsarbejde byder på mange forskellige opgaver. I første periode var Kirsten Kolby udover formandsposten i udvalget for Børn og unge og i  Gudstjeneste- og aktivitetsudvalget.

I sidste periode sidder hun med i Kirke- og kirkegårdsudvalget, diakoniudvalg, PR-udvalget og Børn og unge-udvalget.

Fem sogne under et pastorat

Det har været to travle perioder med ansættelse af præst, udskiftning af organister og ikke mindst kirkehusbyggeriet.

"I min første periode udvidede vi samarbejdet med de øvrige fire sogne i pastoratet, således at vi nu fremstår som ét pastorat, men med fem forskellige sogne, der hver især sætter deres eget præg på deres aktiviteter.

Samarbejdet består nu af fælles kirkeside i Skjern-Tarm Ugeblad, fælles aktivitetsprogram, fælles logo (dog med hver sin farve) og delvist fælles personale. Vi har desuden en fælles visionsdag, men hvor hvert sogn har hver sine visioner, der dog harmonerer i det fælles pastorat," siger Kirsten Kolby, der gerne indrømmer, at hun bruger en del tid på arbejdet.

"...men det gør jeg, fordi jeg kan lide det, og fordi det er så spændende, at jeg ikke kan lade være.

Da jeg stoppede på arbejdsmarkedet, besluttede jeg mig for, hvad jeg ville bruge min fritid på: Røde Kors, Menighedsråd og Kræftens bekæmpelse (frivillig Anker Fjord).

Røde Kors og Menighedsrådet blev det, jeg udvalgte, og det har fyldt min fritid så rigeligt".

Forlængelse af barndommens interesser

Kirsten Kolby har været spejder i hele sin barndom, og hun blev spejderleder, da hendes egne børn begyndte.

"Jeg ser faktisk arbejdet i menighedsrådet som en forlængelse af dette arbejde. Jeg føler, at jeg er en del af et fællesskab på tværs af forskellige religiøse retninger.

I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at de forskellige religiøse retninger ikke er noget, vi tænker på i vort daglige arbejde i menighedsrådet. Vi er en homogen flok, der arbejder for det samme: at udbrede kendskabet til Tarm Kirke og efterleve vore visioner: Åbenhed, involvering og fællesskab," forklarer hun.

Personalet under et tag

"Da Tarm Kirkehus stod færdigt gav det muligheden for at samle personalet under ét tag, og vi har et godt og stærkt team i vores personalegruppe," siger Kirsten Kolby, der oplever, at der er blevet et tættere samarbejde mellem kirkens og kirkegårdens personale i løbet af de sidste otte år til stor glæde og gavn for alle.

Og så en vigtig afrunding for den nuværende formand for Tarm Menighedsråd:

"Menighedsrådet er ikke kun for 60+"