Altertavlen voldte problemer ved byggeriet af kirken. Byggeudvalget havde kontaktet en kunstmaler, Andreas Moe (1877-1952) vedr. en kopi af Christen Dalgaards altertavle i Hospitalskirken i Odense (oprindelig Gråbrødre klosterkirke) forestillende Den barmhjertigede Samaritaner. Hvorfor skulle vi stå tilbage, Tarm var vel også en hospitalsby!

Andreas Moe blev godkendt som kunstner, og altertavlen nåede i sidste øjeblik at blive færdig til indvielsen.

I dag befinder altertavlen sig på pulpituret bag orglet.

Ved ombygningen af Tarm Kirke 1965-67 stod det  klart at den hidtidige altertavle ikke ville egne sig til genopstilling, og da man i menighedsrådet skønnede, at det ville være oplagt at anbringe en glasmosaik i korets store østvæg, tog man kontakt til kirke- og glaskunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen på Tåsinge.

Menighedsrådet ønskede sig  en udsmykning, der pegede på lyset og livet og stemte til lovsang, eventuelt i en fremstilling af opstandelsen.

Dette ønske kunne kunstneren ikke imødekomme, med den begrundelse at ingen havde jo set opstandelsen, og at han derfor ikke kunne fremstille den billedligt.

Kunstneren meldte imidlertid tilbage, at han efter en søvnløs nat havde overvejet sagen og på ny ville prøve at fremstille en mosaik, der på en eller anden måde kunne forkynde opstandelsen, og i efteråret 1966 rejste menighedsrådet til Tåsinge for at se forslaget til altertavlen.

Menighedsrådet var uden diskussion enige om, at kunstneren havde ramt rigtigt, og man vedtog at mosaikken skulle fremstilles i tommetykt fransk glas indstøbt i cement.

Mosaikken er aldrig ens fra den ene dag til den anden. Mest levende forekommer den ved søndagsgudstjenesten en sommermorgen,  når lette skyer jager hen over himmelen og foran solen. Så kan den det ene øjeblik virke skyggeagtig for så det næste øjeblik at slå igennem med næsten et brag af lys og  holder dermed den prædiken, der har været kunstnerens intension: det stærke himmelske lys, der bryder kraftigt frem og ligefrem skubber jordens og dødens mørke til side, mens kvinderne, der er kommet til graven omfavner og klamrer sig til hinanden.